Skip to content

Hjertestarterdag for alle i efterårsferien

Til Hjertestarterdagen kan børn og voksne blive klar til at redde liv, hvis de bliver vidne til et hjertestop. Vores badevært, Martin vil stå klar til at vise, hvordan man yder genoplivning og bruger en hjertestarter.

 

Arrangementet foregår:
Onsdag den 16. oktober 2019 kl. 12.00-17.00 i Herning Svømmehals forhal.

 

Spændende og lærerige oplevelser

Martin viser, hvordan man giver hjertemassage og kunstigt åndedræt til en person, som er faldet om med hjertestop. Man kan afprøve sine færdigheder på en genoplivningsdukke og alle kan være med – børn kan yde genoplivning fra ca. 12-årsalderen og alle kan ringe 1-1-2, også mindre børn. Instruktørerne er klar til at fortælle om gode redskaber, som er med til at redde liv, eksempelvis landets førstehjælperordninger.

– Vi står klar til at møde alle og glæder os til at snakke med dem om genoplivning. Ved at kigge forbi Hjertestarterdagen kan man på kort tid blive forberedt til at handle hurtigt, hvis uheldet skulle være ude. Alle kan blive ramt af hjertestop og alle kan blive vidne til hjertestop. Derfor er det så vigtigt, at endnu flere danskere bliver klar til at hjælpe. Når man ringer 1-1-2 ved hjertestop bliver man guidet til at give hjertemassage og kunstigt åndedræt – og det er lettere, hvis man har øvet sig et par gange før. Det hjælper vi med til Hjertestarterdagen, Martin, badevært, Herning Svømmehal.

 

Flere og flere træder til for at redde liv ved hjertestop

Der er sket flotte fremskridt i Danmark i løbet af de sidste årtier og flere overlever hjertestop. I Danmark falder omkring 4.000 personer hvert år om med hjertestop uden for hospital, svarende til ca. 11 personer om dagen. I 68% af tilfældene træder vidner til med genoplivning, hvilket er en tredobling i forhold til i 2001. Samtidig ved vi, at tre ud af fire hjertestop sker i private hjem. Det er derfor vigtigt at kunne træde til hurtigt for at redde sine nærmeste, da chancen for at overleve forøges markant, hvis der bliver givet hjertemassage og kunstigt åndedræt indenfor de første minutter.

 

Om Hjertestarterdagen:
Den 16. oktober 2019 er det Hjertestarterdag i Danmark og i resten af verden. Initiativet kommer fra EU-Parlamentet og bliver støttet af den internationale organisation ILCOR (International Liaison Committee on Resuscitation). I Danmark står Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden for 7. år i træk bag dagen. En lang række aktører inden for genoplivning inviterer til gratis arrangementer i hele landet, som sætter fokus på, at danskerne skal lære at redde liv.

Læs mere på www.hjertestarterdagen.dk og www.restartaheart.eu

 

Scroll To Top